White Knight Chronicles

Et flot japansk rollespil, som vi kender det, men denne gang med kæmpemonstre og lige så store riddere, der fylder det meste af skærmen.

Forfatter Michael OlsenBibliotekar 9 marts, 2010 - 19:18

Level 5, der tidligere blandt andet har stået bag det berømte japanske rollespil Dragon Quest VIII, kommer nu her med spillet White Knight Chronicles, der er et traditionelt japansk rollespil fyldt med kæmpemonstre og ligeså store riddere i en kamp på liv og død. Men hvordan er spillet så? Jo lad os starte med baggrundshistorien.

Hvad sker der i Balandor?

Balandor er et kongerige som igennem lang tid har ligget i krig med kongeriget Faria. Ti år før White Knight Chronicles begyndelse blev Balandors dronning myrdet af agenter fra Faria. Hendes datter Cisna overværede mordet og har af bar sorg mistet mælet og har hverken talt eller smilet af noget siden da, til kongens store fortrydelse. Nu er prinsesse Cisna blevet 18 år og skal derfor fejres ved en stor fest på slottet. Kongen har inviteret repræsentanter fra Faria til at deltage ved selvsamme fest i håbet om at kunne begynde fredsforhandlinger, så den lange krig kan stoppes.

Og det er jo en meget god plan, men desværre bliver festen afbrudt af en temmelig mærkelig gruppe, der har foklædt sig som cirkusartister, men i virkeligheden er en krigere og mordere, som er interesseret i noget, de kalder for "The White Knight's Ark", og som i de rette (eller forkerte) hænder er et våben af voldsomme dimensioner. Under det efterfølgende kaos bliver prinsesse Cisna kidnappet og både Balandors konge samt repræsentanterne for Faria bliver slået ihjel. Dermed er der effektivt sat en stopper for de fredsforhandlinger. 

Og hvor kommer du så ind i billedet?

Jo, før spillet begynder skal du lave en avatar. Du kan vælge kønnet på personen og derefter er der en meget grundig editor, hvormed du kan bestemme personens udseende ned i de virkeligt dybe detaljer. Det er lige fra hvor tyk eller tynd personen skal være til hvilke buer øjenbrynene skal have og hvilken form kæben skal have. Derefter skal personen naturligvis også have et navn. 

Og hermed har du så lavet spillets hovedperson. Eller... Det har du faktisk ikke, for den avatar du laver er "blot" en del af gruppen af helte, som du får opbygget undervejs i spillet. I selve spillet er hovedpersonen en anden, men du skal bruge din avatar i den nyskabende online-del af spillet, som jeg kommer ind på lidt længere nede.

Så altså, spilets hovedperson hedder Leonard og han er svend hos vinfirmaet Rapacci Wine, der har fået en stor ordre fra slottet om levering af vin til festen. Vinen skal hentes i den nærliggende landsby Parma og bringes senest samme aften. I samme moment introduceres din avatar som en nyankommen medhjælper, der altså skal hjælpe Leonard igennem spillet som en af flere andre i den voksende gruppe. Leonard får med meget møje og besvær hentet vinen og bragt den til slottet og af bare nysgerrighed sniger han sig ind til festen, hvor han overværer angrebet fra "cirkustruppen" og sværger at redde prinsessen fra de onde folk. Nåja, så bliver han også smeltet sammen med en kæmperustning, som han kan påkalde i kamp, når de rette omstændigheder er til stede.

Og så går den vilde jagt.

Men hvordan er spillet så?

Jeg har lært, at man altid skal begynde med at rose, så det vil jeg naturligvis også gøre her. 

Spillet er virkelig flot. Som i tab-kæben-på-gulvet-flot. Grafikken i filmsekvenserne, som der er en del af, er på højde med, hvad vi har set i Final Fantasy indtil nu. Miljøerne, som man bevæger sig rundt i er også virkelig flotte. For eksempel er ørkendelen ret stemningsfuld med varmedis og sand, der blæser rundt. Der er ikke så mange forskellige slags monstre, så de bliver lidt kedelige efter et stykke tid. Og helt ærligt, så er der blandt monstrene også en del genbrug. Jeg mener, så stor forskel er der heller ikke på en Ice Lizard og en Fire Lizard. Derudover er der mange af dem, rigtig mange, faktisk så mange at man nogle gange nærmest vader i dem. Man kan altid se dem, selv om spillets grafik ofte er plaget af pop-up, hvor monstre og personer pludselig dukker op 30 meter foran dig ud af den blå luft. Men det er acceptabelt i et spil som dette, hvor spillet ikke loader i de områder, du bevæger dig rundt i.

De ser egentlig flotte nok ud de der monstre, men det, der virkelig er spillets eksistensberrigelse er de monstre og gigantisk riddere, der fylder det meste af skærmen. Ret hurtigt inde i spillet får man evnen til at forvandle sig til en hvid ridder (deraf spillets navn), der er ligeså stor som de største monstre og altså virkelig kan dele tæsk ud. Faktisk er de store monstre så store, at de almindelige helte, man styrer, kun når dem til knæene og kun kan ramme dem der. På et tidspunkt får monstrene dog så meget skade, at de vælter, og i et stykke tid kan heltene så derefter ramme dem overalt på kroppen, indtil monstrene rejser sig igen. Den hvide ridder derimod er jo lige så høj som monstrene og kan derfor ramme dem overalt på kroppen hele tiden.

Hvad så med kampsystemet?

Kampsystemet er faktisk ret dybt og glimrende udtænkt. Når du vinder en kamp, så får du experience points, og når du får tilpas mange af dem, så stiger du i level. Hver gang du stiger i level får du nogle points, som kan bruges til at købe evner indenfor forskellige klasser, der allesammen er kamprelaterede. Det kan være evner indenfor brug af sværd, spyd, healing, kampmagi med mere. Nogle evner åbner op for nogle andre evner, der er lidt mere avancerede. 

Disse evner skal du så sammensætte i grupper,  og nogle af dem kan endda sættes sammen i kombinationer, der er ekstra kraftfulde angreb. Du har tre grupper, som du kan sætte evner ind i, og disse tre grupper bestemmer, hvad du kan gøre i kamp, afhængigt af, hvilket våben du er bevæbnet med. Som regel består dit party af tre personer, hvoraf du styrer en af dem. I kamp er det spillets AI, der styrer de andre personer ud fra, hvilke evner, du har udvalgt for de enkelte personer, og det gør Ai'en faktisk rigtig godt. Jeg kan faktisk ikke komme på at have oplevet en AI i noget andet spil, der fungerer bedre. Derudover kan man kombinere våben og ting man finder rundt omkring til endnu bedre våben.

Men hvorfor er der så alligevel noget råddent i Balandor (og resten af spillet)?

Nu er flot grafik jo desværre ikke alt, og et dybt kampsystem er jo også kun godt, sålænge det virker. Og det gør det altså ikke rigtig her. Eller - det kommer i hvert fald ikke rigtig til sin ret. For pointen med kampsystemet er, at man skal sidde og nørkle med at finde gode kombinationer, der giver rigtig meget i skade og helst ikke koster alt for meget at bruge. Men det er ikke nødvendigt! Jeg har lavet en (1!) kombination og har ikke en gang brugt den særligt tit. Alligevel har jeg ikke rigtig haft nogle problemer i kampene, det har måske bare taget mig lidt længere tid at vinde dem. Så kombinationerne er altså lidt ligegyldige. Ligeledes har jeg heller ikke rigtig fundet det nødvendigt at kaste mig ud i at kombinere våben, så jeg kan få endnu bedre våben. Jeg har alligevel fundet eller købt mig til de våben, jeg havde brug for. Så denne funktion er desværre heller ikke særlig vigtig i spillet.

Historien er desværre også tynd i længden, og der er som sådan ikke noget at foretage sig i spillet udover at spille hovedhistorien. Dog kan man købe sig til nogle quests, der kan spilles alene, hvor man bruger sin avatar, eller online, hvor man sammen med andre spillere over hele verden kan løse disse quests.

Kampe er en stor og vigtig del af computerrollespil. Og hold da op, hvor er der mange af dem i White Knight Chronicles.

Nogle monstre angriber dig, lige så snart de ser dig, mens du kan gå ind i andre monstertyper uden at de ænser dig, og kun slår igen, hvis du slår på dem først. Problemet er, at der er så mange af den første monstertype, at det bliver ret trivielt at skulle bevæge sig fra punkt a til punkt b, da der er en masse lidt ligegyldige kampe, man skal igennem. Når man så skal tilbage til punkt a igen, så er monstrene respawnede og man må derfor kæmpe sig vej igennem dem igen. 

Det er dog muligt at løbe fra en kamp, monsteret vil dog følge efter dig og stadig angribe. Her afsløres så også en af spillets urimeligheder. Jeg har et par gange fået at vide, at jeg ikke kunne angribe et monster med mit sværd, fordi det stod for langt væk. Det er fair nok, for monsteret stod faktisk 20-30 meter væk i de situationer. Men når så selvsamme monster på 20 meters afstand bider ud i luften og giver mig skade, så synes jeg ikke, det er helt fair. Det betyder altså også, at selv om man løber hurtigere end monstrene og har en vis afstand til dem, så tager man altså stadig skade. Så nogle gange kommer man i den situation, at man må overveje, om det kan betale sig at stikke af eller om man bare skal få kampen overstået.

Det er så lidt spændende første gang man møder et af kæmpemonstrene, der fylder hele skærmen. De er så store, at spilpersonerne bogstaveligt talt kun når dem til knæene og derfor kun kan ramme dem der, indtil monstrene har taget tilpas meget skade til at de i et kort øjeblik falder om. Når det sker, kan spilpersonerne ramme dem over hele kroppen, indtil monstrene rejser sig igen. Ret hurtigt inde i spillet får man evnen til at forvandle sig til en hvid ridder (deraf spillets navn), der er ligeså stor som de største monstre og altså virkelig kan dele tæsk ud. Faktisk er de store monstre så store, at de almindelige helte, man styrer, kun når dem til knæene og kun kan ramme dem der. På et tidspunkt får monstrene dog så meget skade, at de vælter, og i et stykke tid kan heltene så derefter ramme dem overalt på kroppen, indtil monstrene rejser sig igen. Den hvide ridder derimod er jo lige så høj som monstrene og kan derfor ramme dem overalt på kroppen hele tiden.

Men efter et stykke tid, så render man altså også ind i kæmpemonstre overalt, og så bliver de altså også lidt trivielle. 

Men, det er ikke skidt altsammen, Onlinefunktionen er spændende og nytænkende!

White Knight Chronicles indeholder flere spændende onlinefunktioner, som man godt kunne tænke sig blev standard i andre konsolrollespil. 

Man kan i spillet bygge sin egen by ved hjælp af genstande, man finder. Man kan hyre folk fra spillet til at bosætte sig i og arbejde i byen. Derefter kan man uploade byen til spillets servere og så få besøg af andre spillere eller tage på besøg i andre spilleres byer, hvor det også er muligt at købe og sælge forskellige genstande. Her kan man selvfølgelig også tale med de andre spillere om alt muligt, og man kan beslutte sig for at tage ud på quests sammen. Disse quests er dem, man køber i hovedspillet. Når man er online er det kun ens avatar, man bruger. Det er rigtigt godt tænkt af Level 5 at udvikle sådan en onlinedel i stedet for blot den sædvanlige, hvor man enten blot tager på quests eller kæmper imod hinanden.

Nå, hvad er konklusionen så?

Jeg ved ikke, om det er mig, der er ved at blive for gammel til japanske rollespil, eller om der faktisk er kommet et kvalitetsdyk? Måske er det en kombination. For som vi også lige har set med Final Fantasy XIII, så virker det som om, at spillene efterhånden lægger al vægten på det grafiske udtryk og så massive mængder af kamp, og det er altså ikke rigtig godt nok mere. Ikke når vi har set, hvordan det kan gøres i den vestlige verden med spil som for eksempel Oblivion, der jo endda har nogle år på bagen. Der mangler simpelthen noget mere dybde i White Knight Chronicles, der i øvrigt også er meget lineært. 

Godt nok prøver Level 5 at komme med et dybt kampsystem, men når det ikke rigtigt er nødvendigt at beskæftige sig med det i spillet, ligesom man alligevel kan købe eller finde bedre og bedre våben uden at skulle beskæftige sig med at kombinere genstande, man finder, så er det altså lidt spildte kræfter.

Grafisk set er White Knight Chronicles noget af det flotteste, der eksisterer til konsollerne for tiden, og der er masser af stemning. Man kan tale med mange andre af spillets personer, men de har desværre ikke rigtigt noget spændende at sige, og derfor virker det også lidt omsonst bortset fra de få gange i spillet, hvor man skal finde nogle bestemte personer at tale med for at kunne komme videre i historien.

Så White Knight Chronicles skuffer faktisk på en del punkter, hvoraf kampene, der egentlig burde være dets rygrad, hurtigt bliver et af de største irritationsmomenter. Onlinedelen redder dog spillet fra en decideret kedelig karakter. 

Derfor ender White Knight Chronicles på tre stjerner, men det er dog tre store af slagsen.