Super Mario Galaxy

Hvis man har spillet et af seriens mange spil, føler man sig hurtigt hjemme, når man styrer den evigt glade blikkenslager. Mario har fået et brev fra Prinsesse Peach, og han skal møde hende på slottet samme aften. Akkompagneret af fremragende og stemningsfuld musik løber mod slottet. I byen er der stor fest, og det regner med stjerneskud, som man kan samle op ved at pege på dem med Wii-moten. Der er nemlig Stjernestøvsfestival, hvor de små toads glade fejrer, at de dette år har fået en vanvittig stor Power-stjerne, som bringer lys og varme i deres verden.

 

Festen varer dog ikke længe, for pludselig kommer den onde Bowser med en flåde af flyvende skibe, der beskyder festivalen. Der udbryder stor panik, og Mario har kun ét for øje; Prinsesse Peach. Hun står på slottets balkon og råber ”Marioooooo”, men lige da Mario når broen, der fører en over den obligatoriske voldgrav, kommer der en UFO frem på himlen, der begynder at skære ned i jorden omkring slottet. De flyvende skibe skyder store harpuner ned i jorden omkring slottet og løfter det væk. Mario skal nu ud på en længere rejse i universet, hvis han nogensinde vil se Prinsesse Peach igen.

 

Der er tale om en typisk Mario-historie, der drypper af kliché, men det virker sgu! Det er en old-school historie, men den er lige præcis motivation nok til, at man får lyst til at begive sig ud på det eventyr, der oser langt væk af stemning, action og fantastiske miljøer.

 

Som Mario tager man udgangspunkt i Kometobservatoriet, som er en lille planet, der kan sende Mario ud til forskellige planeter. På alle disse forskellige planeter findes der de såkaldte Power-stjerne, som skal bruges til at give Kometobservatoriet energi, så man kan komme endnu længere væk for til sidst at finde Prinsesse Peach.

 

Man skal bruge den lille Nunchuck til at styre Mario, mens Wii-moten bruges til at hoppe og pege på skærmen, så man kan samle de mange stjerneskud op uden at gå ind i dem. Begge controllere kan bruges til at snurre Mario rundt ved at ryste dem. Alt i alt er kontrollen over Mario sublim, og man føler ikke, det er for meget at sidde med to controllere.

 

Der findes en multiplayer-funktion i spillet, men den er langt fra vellykket. I stedet for at være én skal man nu være to for at styre Mario, og den ene bestemmer eksempelvis, hvor Mario skal løbe hen, mens den anden skal indsamle stjerneskud og derefter skyde dem på fjenderne.

 

Designet af banerne og fjenderne er meget barnligt i sit udseende, men selv som voksen skal man godt nok holde tungen lige i munden for at komme helskindet gennem banerne. Alle banerne har fokus på tyngdekraften, da man jo som bekendt befinder sig i rummet og hopper fra den ene planet til den anden. Derfor kan man gå ud over kanten og blot fortsætte på undersiden. Det giver en række interessante baner, og man skal tvinge sig selv til at tænke kreativt.

 

Mario kan forvandle sig til mange forskellige ting; heriblandt Bee Mario, Rainbow Mario og Ice Mario. De forskellige forvandlinger fungerer rigtig godt, og de er med til at forhindre at spillet bliver trivielt. Samtidigt tilbyder de nogle nye måder at spille på, og man indser hurtigt, at på trods af det sukkersøde udseende, er Mario bestemt ikke tiltænkt de mindste spillere, og det henvender sig faktisk også til et voksent publikum.