The Saboteur

Grand Theft Auto møder Assassin's Creed under 2. verdenskrig. Sean Devlin's modstandskamp er et underholdende, omend kortlivet bekendtskab, der godt kan anbefales til fans af førnævnte spil.

Forfatter mortenbnBibliotekar 16 februar, 2010 - 22:33

Racerkøreren Sean Devlin er en hård hund: strandet i Paris under den tyske besættelse, og opfyldt af hævntørst mod nazisterne, hverves han af den franske modstandsbevægelse, La Résistance. Dermed starter han et hævntogt, der ville få enhver besættelsesmagt til at ryste i bukserne: der er onde nazister, der skal likvideres, biler der skal stjæles, og ikke mindst, ting der skal sprænges i luften. Rigtig mange ting...

The Saboteur er et ambitiøst spil, der forsøger tage den efterhånden velkendte ”sandbox”-genre, bedst kendt fra Grand Theft Auto spillene, og kombinere det med et stealth-element, som det kendes fra f.eks. Assassin's Creed. Og lad det være sagt med det samme: The Saboteur lever ikke helt op til sine forbilleder. Men ikke desto mindre er det absolut et nærmere bekendtskab værd.

Man fornemmer at udviklerne i Pandemic virkelig har forsøgt at gøre spiloplevelsen til noget unikt, selvom udgangspunktet ikke er videre originalt. For eksempel er det meste af Paris henlagt i mørke gråtoner ved spillets start, men efterhånden som man  løser missioner og ødelægger militære mål, vil lyset og farverne vende tilbage til de pågældende områder. Enkelt men virkningsfuldt. Derudover er der gjort meget ud at fortælle en historie. Dette medfører dog at man ikke har samme grad af frihed, som man f.eks. har i GTA, da alle missioner mere eller mindre knytter sig til den samme historie, og bærer den frem. I det henseende minder The Saboteur måske mere om nyklassikeren Mafia – og det er ikke nødvendigvis nogen skidt ting!
 
Når det kommer til at løse selve missionerne, er der tale om en lang større grad af frihed. Der findes altid en håndfuld forskellige måder hvorpå man kan tackle en mission, men groft sagt kan de deles op i to: man kan forsøge at snige sig forbi fjenden, evt. ved at stjæle en tysk uniform og bruge lyddæmpede våben, eller man kan smide al forsigtighed overbord og storme fjenden i møde med aftrækkeren i bund. For mit vedkommende prøver jeg altid førstnævnte ”stealth”-metode. Desværre gennemskuer tyskerne alt for ofte mit forehavende, uanset hvor forsigtig jeg bærer mig ad, og jeg må ty til sidstnævnte taktik med at skyde først og tænke senere. Og det bliver hurtigt frustrerende. Når tyskerne slår alarm varer det ikke mange sekunder før området vrimler med fjender - heldigvis skal der mere end en enkelt tysk kugle til at stoppe énmandshæren Devlin. Faktisk skal der et mindre ragnarok til, før Devlin lader sig mærke af noget som helst. Sean Devlin kan også kravle op ad bygninger og løbe hen over hustagene, som spilleren også kan i Assassin’s Creed, men det virker ikke helt så godt som i dette spil.

Jeg sidder tilbage med ønsket om, at Pandemic måske kunne have koncentreret sig mere om stealth-elementet, og måske balanceret antallet af fjender kontra Devlin’s ”usårlighed” lidt bedre, således at det blev en smule mere realistisk. Dertil kommer, at spillet er en anelse kort, selvom man også fuldfører alle sidemissionerne.

Men det er ikke skidt det hele. Grafikken og lyden er absolut over gennemsnittet - det er en oplevelse i sig selv at drøne igennem Paris' gader i en af spillets mange køretøjer med en hel besættelsesmagt i hælene! Desuden er spillet forholdsvis let at gå til – man farer ikke vild i et gigantisk, uoverskueligt kort, som man risikerer at gøre i GTA. Og sidst, men ikke mindst: det er stærkt underholdende.