Machinarium

Et ny indie spil fra udviklerne af Samorost, endda med prisvindende grafik. Forventningerne kan med god grund være høje. Måske er det derfor at spillet denne gang har en prisseddel på? Og kan det retfærdiggøres? Jeg har fået til opgave at vurdere ovenstående ud fra spillets demo.

Forfatter Peter BechAnmelder 25 november, 2009 - 21:14

Kan man bedømme et spil ud fra en demo? Jeg vil gøre et forsøg. Det drejer som om firmaet Amanita Design, som har lavet deres første kommercielle spil. Det hedder Machinarium. Firmaet står bag de kritikerroste Samorost 1 og 2. Selv om de tjekkiske udviklere her har lavet et betalingsspil, er der stadig tale om et indie spil i en helt særlig grafisk stil. Den er så unik at Amanita Design fik en pris for excellence in visuel art ved dette års Independent Games Festival. Det er også netop det grafiske udseende på spil, der fanger en først. Der er tale om en form for Steampunk. Designet er tegneserie agtigt og virker genkendeligt som et produkt fra netop denne udvikler. Skærmbillede efter skærmbillede er fyldt med visuelle sanseindtryk, som alle er holdt i få farvetoner. Valget af de ensartede farver er et bevidst valg, som er med til at vanskeliggøre gåderne og give spilleren mulighed for at udforske og prøve sig frem uden at enkelte spilelementer fremhæves.

 

Man er en lille robot, som styrter ned med sit rumskib. Først skal man finde og få sat alle arme og ben på plads. Derefter går turen til den nærmeste by. Demoens oplevelser stopper efter første mission i byen. Desværre. Demoen gør det en demo skal. Den vækker appetitten.

 

Det er tale om et point and click spil, hvor man skal løse små gåder for at komme videre. Det er set før i en række klassiske spil. Med indiespillene vender nogle af de klassiske dyder tilbage, dog sjældent som her, i muteret form. Det normale i et point and click spil er, at spilleren skal og kan udforske alt  inden for en given ramme, og derefter løse gåden om, hvordan man kommer videre. Rammen er typisk et helt skærmbillede eller et lokale. I Machinarium er man begrænset af hovedpersonens rækkevidde. Heldigvis er vores lille ven ret fleksibel og kan klemme og strække sig som en anden harmonika. Det lyder enkelt, og man skulle tro at det begrænsede rum skulle gøre det lettere. Det er ikke tilfældet. Gåderne er bygget op, så man som spiller udfordres til at tænke kreativt i forhold til robottens bevægelsesfrihed. Det er år og dag siden jeg har prøvet noget lignende. Jeg holder ellers af netop denne slags minispil, der udfordre de små grå. Derfor skulle jeg lige ind i tankegangen i spillet. Sådan er det i øvrigt i de fleste spil uanset genre. Knækker man som spiller tankegangen bag spillet, bliver det hele bliver meget lettere. Så efter at have løst første gåde, var jeg straks med på gåde to. Troede jeg. Efter at have løst den gåde var jeg overbevist om, at det bare var en svipser. Gåde nummer tre bød dog på en ny tvist. Her slutter demoen desværre. Jeg er sikker på spillet vil fortsætte med at overraske i de følgende gåder. Det er et hygge spil, hvor gåderne er holdt til et skærmbillede. Der er intet blod. Der er intet tidspres. Der er kun guf til øjnene og stimuli til indersiden af hovedet.