inFamous

Hvad får man hvis man blander GTA med spider-man og zapper det med en 20.000 volt? Man får inFamous. Spillet er endnu et sandbox spil efter GTA opskriften og for en gang skyld er der andre end Rockstar games der har formået at tilberede retten til nær perfektion. Der er ingen grund til at lægge skjul på det, det her spil er godt, rigtig godt.

Forfatter Anders PedersenBibliotekar 25 juni, 2009 - 11:40

Handlingen tager sin start i den generiske metropol Megacity, hvor cykel-buddet Cole kommer til sig selv i et stort brændende krater. Den næsten døde Cole kæmper sig med sine sidste kræfter op krateret og i sikkerhed hos hjælpende venner. Efter et velfortjent sengeophold begynder der at melde sig nogle spørgsmål i Coles omtågede hoved, hvorfor eksploderede pakken jeg skulle aflevere, hvorfor slog eksplosionen mig ikke ihjel og hvorfor kan jeg skyde lyn ud af håndfladerne? Spørgsmål der alle sammen forstærkes af Megacitys pludseligt sygdomsbefængte gader hvor anarki og ak-47 bevæbnede zombie-bander hersker.

Det før så livfulde sprawl er reduceret til et pestbefængt post-apokalyptisk anarki og det går op for Cole at han er den eneste der kan gøre en forskel. Historien er centreret omkring Cole, hans superkræfter og om hvordan det ikke altid er lige nemt og være superhelt. Som man kender det fra mange andre spil giver ens handlinger udslag på et karma-barometer. Henretter man sanseløst pacificerede fjender og hytter sit eget skind bliver man hurtigt en frygtet antihelt. Er man derimod hjælpsom og retfærdig i sine handlinger bliver man det lys i mørket der kan give håb til de fortabte. Som gameplay element bestemmer karmabarometeret hvilke superkræfter man har adgang til. I den gode ende finder man pacificerende og helende kræfter og den anden ende rummer, ikke overraskende, muligheden for at uddele eksplosive mængder af død og ødelæggelse.

Spillet minder om Assassins Creed i sin opbygning og man hopper på samme måde fra bygning til bygning, men hvor førnævnte spil krævede overvejelser og præcision når man hopper fra mur til mur, så er inFamous langt mere tilgivende. Cole griber nemlig fat i alt han kan komme i nærheden af, det lyder måske irriterende, men det fungerer fantastisk. Kampsystemet tvinger nemlig en til at udnytte Coles akrobatiske evner og man oplever tingene går meget nemmere når man flytter kampen op i højderne, det er simpelthen forbryderisk sjovt at spytte højeksplosive kuglelyn efter en gruppe fjender mens man skøjter af sted på en højspændingsledning. Igennem kampe og missioner optjener man XP som kan bruges til at forbedre Coles superkræfter, det er blandt andet her karmasystemet kommer ind i billedet. De fleste af superkræfterne låses op gennem historiens missioner, men de kan frit opgraderes med de optjente xp.

Selvom inFamous er et godt spil og god underholdning er det dog ikke ren jubel hele vejen igennem. Historien er fortalt gennem tegnede mellemsekvenser og selvom stilen er rigtig flot, så bryder de desværre med indlevelsen. Desuden er historien til tider en smule tynd og selvom spillet er åbent af natur, så savner jeg indflydelse på handlingen. Grafisk set er spillet flot, men man sidder med fornemmelsen af at hardwaren ikke er udnyttet helt optimalt. Til gengæld er frameraten flydende og jeg har stort set ikke oplevet slowdowns, selv når skærmen er fyldt af fjender, eksplosioner og lyn. Lydsiden holder til gengæld 110%, der er virkelig kælet for detaljerne, det er måske ikke noget man direkte ligger mærke til, men det bidrager til helhedsindtrykket. Dog bliver man træt af Coles stemme i længden, det kan godt være han er sur og bitter, men hvorfor skal vigilante superhelte absolut lyde som om de ryger 60 grønne cecil om dagen og skylder det ned med en flaske Jack Daniels? Ovenstående er selvfølgelig ikke andet end navlepillerier, ingen af disse kritikpunkter trækker egentlig ned i min bedømmelse. Spillet er en helstøbt oplevelse og et glimrende eksempel på hvordan et spilbart og underholdende produkt skal drejes.