Fire Emblem: Shadow Dragon

Et tilsyneladende simpelt turbaseret strategispil gemmer på et dybt gameplay, som det koster blod, sved og tårer at gennemføre. Ikke fordi det er dårligt, men fordi spillet er svært, hvis man er perfektionist.

Forfatter Michael OlsenBibliotekar 29 maj, 2009 - 00:22

For længe siden blev kontinentet Archanea besejret af den onde Medeus, der var konge over Dragonkin-racen. Medeus blev dog besejret af en mand med et magisk sværd. Og alle var glade. Nu er der imidlertid gået 100 år, og problemerne er vendt tilbage. Denne gang lider kontinentet Archanea dog under angreb fra både den tllbagevendte Medeus og den onde troldmand Gharnef, der har slået pjalterne sammen for at vinde verdensherredømmet. Det førnævnte magiske sværd er nu gået i arv til den gode konge Cornelius, der rider ud for at overvinde Medeus. Desværre bliver han overvundet og med tabet af det magiske sværd lader alt håb til at være ude. Men kong Cornelius lod sin søn, Marth, tilbage på slottet i sikkerhed, og det er nu op til Marth at at finde det magiske sværd og overvinde spillets skurke. Historien er hørt nærmest til bevidstløshed i mange andre fantasyspil og -bøger, og Fire Emblem: Shadow Dragon ligner da også umidelbart noget, man har set før. Men spillet vokser på én og pludselig opdager man, at det er både sjovt og frustrerende, og man får den der fornemmelse, hvor man liige skal se næste bane, inden man klapper Nintendo DS'en sammen.

Man overtager kontrollen over Marth i spillets begyndelse, men efterhånden som man kommer længere i spillet, får man opbygget en mindre hær, som adlyder ens mindste vink . Man kan vælge at begynde spillet med en prolog, som samtidig virker som en tutorial, Det er en god ide at begynde med prologen, men vil man springe den over, så kan man det.

Fire Emblem: Shadow Dragon er et typisk turbaseret strategispil, hvor man på DS'ens nederste skærm har selve banen, og her kan man med tryk med stylusen flytte rundt på sine enheder, beordre dem i kamp, bytte rundt på enhedernes udstyr med mere. På den øverste skærn har man forskellige oplysninger om eksempelvis den valgte enheds evner og helbred, eller oversigtskort. Det er også her, at spillest historie bliver fortalt. Enhederne er typiske for fantasygenren og spænder bredt over troldmænd, krigere, pirater, bueskytter, riddere og så videre. Når en enhed dør, så er den væk for evigt, og det er lidt ærgerligt, for dels er deres evner meget specialiserede og derfor uundværlige, og dels kommer man til at få nogle favoritter, som man nødigt vil miste. Dør Marth, så slutter spillet. Undervejs kan man dog engang imellem overtale nogle modstandere til at slutte sig til ens egen hær og derved få enheder med evner som man måske har brug for. Man kan også imellem banerne vælge at skifte en enheds funktion ud med en anden, det vil sige for eksempel omskole en bueskytte til at blive tyv, hvis man får brug for en enhed, der kan åbne låste døre. Man har også, før en ny bane, mulighed for at se hvordan banen ser ud, og hvor de forskellige enheder er placeret, både ens egne og modstanderne. Man har sjældent mulighed for at bruge alle sine enheder i løbet af en bane, men man kan vælge, hvilke enheder man vil bruge, inden man giver sig i kast med banen. På samme måde kan man også på forhånd købe udstyr til sine enheder eller bytte rundt på det udstyr, som de allerede har.

Man kan gemme sin position i spillet på flere måder: Når man har gennemført en bane er det muligt at save spillet, men man kan også to-tre gange gemme spillet i løbet af en bane. Det gør man ved at flytte en af sine enheder hen på et særligt markeret felt på banen og vælge save. Når man har gjort det, så forsvinder det markerede felt, og man kan ikke længere bruge det til at gemme spillet. Derudover kan man altid vælge menupunktet "suspend" som så gemmer ens nuværende position og fører en ud til startmenuen. Næste gang man vil spille spillet, kan man så fortsætte fra punktet, hvor man valgte "suspend". Dette punkt bliver dog så slettet fra spillets hukommelse og man kan derfor ikke fortsætte derfra igen, hvis noget i spillet går galt.

Grafikken i Fire Emblem: Shadow Dragon fungerer fint. Man er aldrig i tvivl om, hvilken enhed man har valgt og alting ser pænt ud på en lidt tegneserieagtig måde. Lydene af klirrende rustninger, blafrende vinger og våbenkamp er også med til at bidrage til stemningen, men musikken er af den type, man bliver træt af efter noget tid, og jeg skruede i hvert fald forholdsvist hurtigt ned.

Hvis man helst vil undgå at miste nogle af sine enheder, så er spillet svært, og man må nok indstille sig på at spille en del af banerne igennem flere gange for at undgå at miste alt for mange enheder. De døde enheder er jo mistet for altid, og man risikerer derfor at komme i undertal senere hen, hvis man ikke passer på.

Jeg var godt underholdt af Fire Emblem: Shadow Dragons single player kampagne, men udover denne tilbyder spillet også mulighed for at man kan spille mod andre ejere af spillet over wi-fi eller låne enheder af andre spillere til brug i single-player kampagnen. Disse funktioner har jeg dog desværre ikke haft mulighed for at teste i forbindelse med anmeldelsen.