Final Fantasy XIII

Final Fantasy XIII er den murstensroman du bare ikke kan lægge fra dig, selvom den nok egentlig keder dig, og den film du sidder oppe og ser om natten klokken-alt-for-sent, selvom du egentlig nok burde gå i seng.

Forfatter Lars NielsenBibliotekar 7 marts, 2010 - 16:44

Så snart man ser den lille tegneseriebehandskede hånd og hører den lille ping-lyd, ved man at man skal i gang med et typisk og klassisk Final Fantasy-spil.

Som sædvanlig for serien foregår XIII i en ny verden. Denne gang drejer det sig om Pulse, en verden befolket af mennesker og mystiske semi-mekaniske skabinge kaldet Fal'Cie. Menneskene bor i byen Cocoon, styret delvis af gode Fal'Cie, og er adskilt fra deres fjender, de onde Pulse Fal'Cie, der bebor alting udenfor Cocoon. Historien begynder da spillets fem hovedpersoner må flygte fra Cocoon efter at regeringen er begyndt en udrensning i byens randområde, der består i forvisningen eller henrettelsen af alle beboere der.

Den eneste store ændring fra de foregående spil er kampene. De er ikke mere tur-baseret, og man styrer kun én person ud af de tre i ens battle team. Helt real time er de dog ikke blevet. I stedet udfylder man en kommandokæde med de tilgængelige muligheder. Hver kommando koster et givent antal point, og ud fra ens karakter har man så et vist antal point at bruge af. Disse forsvinder ved brug, og vender tilbage efter et antal sekunder. Det giver mere dynamik end det turbaserede system, men vægten er stadig lagt på strategi og planlægning frem for button mashing eller fingerfærdighed. Systemet fungerer udmærket og har holdt stemningen fra de foregående spil intakt, dog uden at være revolutionerende.

Kombinationen af de roller man tildeler de tre medlemmer af sit team kaldes Paradigms, og netop disse er meget vigtige for en vellykket kamp. Der er seks forskellige roller, men hver karakter har kun adgang til tre. At kende disse roller, at få dem kombineret korrekt og at få dem skiftet løbende under kampe er meget vigtigt for at komme vel igennem. Desværre kan man, da man kun styrer én karakter, ind imellem ende med at styre en af de knap så spændende support-roller. Kampene kan stadige være forbavsende lange, og kan ende med at være et gentagelsernes helvede, idet man langsomt arbejder en fjendes livskraft ned med auto-angreb. Selvom der egentlig er fem hovedpersoner, er gruppen tit delt op så man kun har to på sit team, hvilket faktisk ikke er helt så sjovt.

Derudover er alting basalt set ved det gamle. Summon-systemet er tilbage med Eidolons og Level-systemet Crystarium, hvor der købes evner og stats, er set før i form af Sphere Grid i FF X. Kampene er stadig random encounters, selvom man dog kan se modstandere i landskabet på forhånd, og løbe udenom dem med lidt held.

Som med de foregående spil er der en masse løben, kun afbrudt af en uhyre mængde kampe, og en ufattelig mængde cut-scenes. Og det er her at XIIIs store svaghed ligger. Alting er lineært. Der er ingen overraskelser i kortet. Der er ingen genveje eller omveje og ingen puzzles. Man ved at hvis der er en lille udposning på kortets rute, så vil man der kunne finde en orb, der fungerer som spillets skattekister. Hver gang!  Man løber og man slås, og så løber man igen.

Der er utallige cut-scenes, men disse lader til at være smidt ind som afledninger, for ofte hjælper de ikke historien videre og er egentlig overflødige. Det er synd, for de er ganske flotte, men efterhånden bliver man træt af middelmådigt skuespil, overdreven patos og forsøg på fjollesød humor.

Historien i sig selv er, som altid med Final Fantasy, meget kompleks, og kræver at man læser en masse små entries i spillets Datalog. Ikke alene skal man læse en masse baggrundsinfo, men også recaps af selve handlingen, for rigtig at forstå hvad pokker der foregår. Samtidigt har man, pga af at spillet er så lineært, ingen muligheder for at gøre fra eller til i historien. Man slås da, men det er allerede bestemt hvor man skal hen og hvordan, og allerede bestemt hvad man så gør når man er der.

Summen af den endeløse løben, den overvældende mængde af ens kampe, de lange, kedelige cut-scenes og manglen på indflydelse er, at man rent faktisk sidder og keder sig mens man spiller. Nogen gange en hel del. Men alligevel er der stadig noget dragende over hele dette univers. En del af det er måske nostalgi, men der er dog stadig noget over denne simple fremgangsmåde der gør at man har svært ved at lægge controlleren fra sig. Hvad præcis det er, er bare svært at sætte fingeren på. Final Fantasy XIII er ikke et dårligt spil. Det kunne bare have været så meget mere, havde udviklerne bare ladet en, som spiller, få mere at skulle have sagt i løbet af det episke eventyr.